Betinget grænseåbning

28.04.21

Vores fortolkning og analyse af grænseåbningen

Onsdag d. 14. april præsenterede den danske regering, hvordan grænserne åbnes. I overskrifter sker det som følger:
Fra den 1. maj kan færdigvaccinerede EU-borgere komme ind i Danmark.

Fra den 14. maj kan gæster fra Schleswig-Holstein komme ind i Danmark med en negativ test. Der er ikke krav om karantæne uanset incidenstal.

Fra den 14. maj kan gæster fra resten af Tyskland også komme ind i Danmark med en negativ test. Gæster fra tyske delstater med et incidenstal under 50 (50 smittede ud af 100.000) må komme ind uden krav om karantæne.

Gæster fra tyske delstater med et incidenstal over 50 (50 smittede ud af 100.000) må også komme ind med en negativ test men skal gå direkte karantæne. Karantænekravet er på 10 dage, som med en negativ PCR-test kan forkortes til 4 dage. Der tilbydes gratis PCR-test i området, og så snart der modtages et negativt svar ophæves karantænen.

(Der er mulighed for at datoen 14/5-2021 skydes, hvis alle danskere over 50 ikke er færdigvaccinerede)

Foranstående frafaldes hvis indrejsen sker fra et land eller en delstat, som er rød (udrejse frarådes).

Fra den 26. juni kan alle EU-borgere rejse ind i Danmark uanset incidens, hvis de kan fremvise et EU-Corona pas, hvilket enten kræver vaccine, antistoffer eller en negativ test.

Grænseåbningen skal drøftes af politikerne hver 14. dag for at se, om man kan lempe yderligere.

 

Vores kommentarer

Ovenstående giver os desværre ikke mulighed for at lave en endelig facitliste, hvorfor vi heller ikke kan bekræfte, at alle gæster fra d. 14/5-2021 kan / må komme.

Der er desværre tale om nogle yderst usikre og meget komplicerede retningslinjer, som er meget svære at navigere i for både gæster, husejere og også for os her på kontoret.

Specielt kravet om incidenstal og karantæneregler gør at de tyske gæster er usikre og ikke kan finde ud af, om de må komme over grænsen, og hvordan de skal forholde sig, hvis de må.

De mange uprøvede scenarier er med til at ændre den logiske forståelse af åbningen af grænsen. Vi bliver ofte nødt til at behandle hver enkelt ankomst individuelt og hertil kommer, at hver enkelt ankomst – med kort varsel – kan blive ramt af, at det ikke er muligt at komme alligevel, hvorfor det igen ændrer betingelserne og behandlingen af hver enkelt gæst.